Bæredygtighed en by i Rusland? - Barriere for at handle moralsk i hverdagen
Skrevet af Tor Jordbo, cand.scient. i Geografi og Psykologi fra RUC, medlem af foreningen Den selvforsynende landsby og beboer på Munksøgård.
Bæredygtighed er et emne som er genstand for en stor interesse og som fylder stadigt mere af den samfundsmæssige debat. Debatten præges til stadighed af en tendens til oppositiondannelse og polær argumentation, hvilket medfører nærmest skyttegravslignende tilstande.
Slaget står typisk mellem to karikerede typer: Jubel-(og naivist)-liberalister og øko-flippere. Hvor jeg nok tilhører den sidste kategori. Personer som taler, tænker og agerer bæredygtigt bliver ofte skældt ud for at være virkelighedsfjerne og bagstræberiske set i forhold til samfundet som imperativt rummer nødvendigheden af konstant økonomisk vækst og øget eksternalisering af produkters reelle udgifter.
Det er da paradoksalt at mennesker som påpeger nødvendigheden af at tænke og handle bæredygtigt og som pointerer det nødvendige i at udvikle vedvarende energi- og produktionssystemer bliver kaldt utopister. Det som i virkeligheden er en utopi er at tro at vi kan fortsætte som vi gør i dag.
Man skal blot forsøge at fremskrive udviklingen inden for energiforbrug, ressourceforbrug, nedgangen i den biologiske mangfoldighed, transportmængden, mængden af spisefisk i havene, antallet af allergitilfælde og et helt katalog af andre indikatorer og man vil havne i absurditeter og ragnaroklignende tilstande inden for en overskuelig fremtid. Om blot ½ generation kan vi stå i en situation hvor det eneste interessante spørgsmål for menneskeheden bliver overlevelse. Der skal handles nu og der skal handles radikalt, hvis ikke vi skal opleve et økologisk og økonomisk sammenbrud.
Men hvordan kan man som menneske i en markedsøkonomi og i et vestligt samfund agere mere bæredygtigt, tænke langsigtet og tage ansvar for sine omgivelser og sit energi- og ressourceforbrug, når man konstant bliver involveret i en ikke bæredygtig livsstil og i ikke bæredygtige systemer? Vi vil alle gerne have rent vand, mad og luft, men det viser sig at den nuværende samfundsstruktur ikke magter at tage tilstrækkeligt vare på disse - før i tiden så ublikvitære - livsnødvendigheder. Hvis det er op til den enkelte at tage moralsk ansvar for disse, hvordan skal jeg som individ så sikre mig selv og mine efterkommere drikkeligt grundvand, sunde fødevarer og ren luft?
Det typiske urbane markedsbaserede bysamfund levner ikke mange muligheder for forbrugeren til at handle moralsk forsvarligt og der viser sig igen og igen at det er mere end svært at udvikle en passende forbrugeretik. Det er simpelthen umuligt som forbruger at indhente informationer nok om det konkrete produkt til at der reelt kan foretages et oplyst valg. Supermarkeder - og jeg vil nævne et par eksempler mere - er ét blandt mange systemer som på forskellige måder legitimerer valg som ikke er moralsk forsvarlige og som strider mod produktionen af en sund og bæredygtig etik.
Dagens effektive og næsten usynlige renovationssystem som hurtigt og behændigt fjerner og håndterer alt det affald vi producerer, levner ej heller meget plads til at handle moralsk. Faktisk er systemet så effektivt at indlysende tiltag som f.eks. det at kompostere sit organiske husholdningsaffald nødvendigvis ikke virker som en fornuftig løsning.
Biltrafikken kan ses som endnu et eksempel på en sammenhæng hvor den moralske sans bliver svækket. Den moralske sans er deponeret et sted i det teknologiske system og vi føler ikke noget moralsk forkasteligt i at tordne støjende gennem en stille nat eller ved at trafikdræbe små dyr. Jeg er træt af med tanken af følge produktet (indhold, emballage og transport) fra vugge til grav i forbindelse med hverdagens forbrug dvs. forbrug som er nødvendigt for at opretholde basale livsprocesser. Tanker som afføder spørgsmål det nærmest er umuligt at få besvaret.
Jeg har masser af moral i forhold til mit forbrug (i meget bred forstand), men jeg er omgivet af systemer som ikke giver plads til at jeg kan udleve den.
Mit spørgsmål er på denne baggrund derfor: Hvordan placerer man sig i en situation hvor hverdagen inviterer til at tage et moralsk ansvar? Løsningen er at skabe boformer for mennesker med et fælles ønske om i højere grad at handle moralsk og etisk forsvarligt i forhold til vores klode. Boligområder hvor mennesker med en fælles interesse for deres omgivelser finder sammen og udvikler fremtidens boformer. En bosætningstankegang som i dag vinder stadigt større moment.
Jeg selv kendte ikke til fællesskaber af denne art før jeg flyttede ud på Munksøgård (det økologiske bofællesskab med 100 boliger og som rummer mellem 160-170 voksne og 80-90 børn som ligger bag Roskilde Universitets Center på 3. år) og vidste derfor ikke hvad man kunne forvente af det. Jeg er blevet meget positivt overrasket over de muligheder et sådant fællesskab rummer. Fællesskaber som disse kan være stærkt vanedannende; så er I advaret.
Munksøgård kalder sig et økologisk bofællesskab og er et eksempel på hvorledes en gruppe af mennesker med fælles overbevisning og interesse for at handle ansvarligt i forbindelse med opfyldelsen af basale behov som ly, mad, vand og varme vælger at bosætte sig samlet og derved skaber bedre rammer for udviklingen af en bæredygtigt orienteret etik.
Etableringen af sådanne bæredygtige bosætninger er en måde at skabe omgivelser som kan give det enkelte individ, der ønsker at tage et moralsk ansvar, muligheder for at indgå i et fællesskab der motiverer til at handlinger naturligt konvergerer mod bæredygtighed og ultimativt permanente boformer.
I dag er bæredygtige bosætninger en boform som udvikles over hele verden. Mange af disse bosætninger anvender forskellige redskaber, filosofier, og metoder til at opnå den delikate balancegang mellem at få tilfredsstillet basale behov som ly, føde, vand, tryghed, arbejde/produktion og samtidig tage vare om det naturgrundlag som vi alle er afhængige af.
Nyhedsorganer som ØKO-net (netværket for økologiske folkeoplysning og praksis) eller LØS (Landsforeningen for økosamfund), LØB (Landsforeningen for økologisk byggeri) og den globale organisation Global Ecovillage Network formidler kontakter, viden og erfaringer relateret dette emne.
Jeg vil opfordre alle - som kan se sig selv i et sådan fællesskab og som hungrer efter det som andelsboligforeningen og livet i byen ikke kan - til at finde et projekt som matcher dem eller til at lave deres eget. Projekterne findes, nogle er etableret, andre er under-vejs.
I Danmark findes i dag mere end en håndfuld af sådanne projekter som betoner forskellige elementer af det at tænke og handle bæredygtigt. Mange er bekendt med Friland fra fjernsynet. Friland har samlet mennesker omkring bæredygtighed i forhold til økonomi og bolig. Husene på Friland skal bygges gældfrit og med anvendelsen af en høj grad af naturmaterialer - som ikke kræver en kompliceret produktion og som sikrer en ubesværet bortskaffelse af byggeaffald og til sin tid også af husene. Forskellige bosætninger eller fællesskaber vægter forskellige elementer af bæredygtighed.
Et andet projekt som tager et stort skridt mod en mere permanent boform er bosætningsbevægelsen Den Selvforsynende Landsby (se gerne hjemmesiden www.selvforsyning.dk) som i løbet af næste år vil begynde konkret at etablere en permakulturel bosætning på Sydfyn. Permakultur er en sammenskrivning af permanent og kultur. Deltagelse i projektet indebærer ændringer af de fleste af hverdagens kulturelle artefakter: WC skiftes ud med multtoilet; spildevandshåndteringen foregår lokalt; husene bygges som selvbyg eller medbyg for små midler og i naturmaterialer; lønarbejdet tages hjem hvis muligt; alle bidrager til selvforsyningen på den fælles jord; og varme til husene om vinteren baseres på lokale biobrændsler i masseovne. Den bærende tanke er at de basale fornødenheder produceres lokalt ved skabe en produktiv menneskelig habitat som sikre tilfredsstillelsen af basale fornødenheder materielle såvel som immaterielle. Som jeg plejer at sige simple løsninger på simple problemstillinger.
Dette er en opfordring til alle som oplever et stigende ubehag ved at være en del af markedets massesuggestion - der driver hele kloden mod destabilitet og sammenbrud - til at engagere sig i en bosætning som passer til dem således at de placerer sig i en hverdagssituation som inviterer til at udvikle en bæredygtige livsverden.