Historien om Melonar
For tre elvergenerationer siden var det broderkrigene der herskede. Broderkrigene var og er de store krige mellem elverne. På den tid var det kaos der herskede. I en landsby tæt på den store slagmark var der en dreng. Drengen hed Mirkai og var højelver. I en landsby på den anden side af slagmarken var der en pige ved navn Iduna. Iduna var skovelver. De var begge fredskæmpere. De mødtes tit i smug og snakkede. Da de var blevet firs år (elvere bliver 900 til 1300 år) tænkte de, nu ville de væk. De flygtede en nat med et par fra en natelverlandsby. Tre nætter efter de var flygtet, havde de ikke mere mad. Den femte nat sultede alle og Mirkai bedte igen og igen til Kilodesh. Den syvende nat mødte de en eneboer. Eneboeren gav dem mad, drikke og lembas. Der boede de en uge og diskuterede, hvad de skulle gøre. Til sidst besluttede de at bygge en fredsby, sammen med eneboeren, som viste sig at være en Yavannildi, den sidste af de indviede kvinder, der kender den hemmelige opskrift på Lembas. (Lembas er det livgivende og healende elverbrød som gives til rejsende, sårede eller døende elverfolk og i sjældne tilfælde til mennesker.) Hundrede år efter var det blevet en stor by, Melonar blev den kaldt. Iduna og Mirkai blev gift og startede sammen svolt-slægten. Ligesom natelverparret startede Lonar-slægten. Yavannildi er udødelig og evig ung og lever derfor den dag i dag, hun er efterstræbt af andre byer som alle gerne vil have opskriften på Lembas.
Fra 2007
, 
, 
, 
, 
, 
, 
, 
, 
, 
, 
, 
, 
, 
, 
, 
,
, 
, 
, 
, 
, 
, 
, 
, 
, 
, 
, 
, 
, 
, 
,
, 
, 
, 
,
