Her beskrives nogle minutter en solrig sommerdag på en station, hvor vi præsenteres for fire personer som vil det vise sig kender hinanden.
Kiosken
Frituren slog hende i møde idet hun gik ind i banekiosken. Hun bestilte en fransk hotdog som hun havde besluttet sig for inden hun gik ind. Hun iagttog bladene på hylderne, mens undskyldningen blev færdig.
Hun var ikke i humør til balde. Egentlig var hun heller ikke i humør til banekiosken, men på vej ind havde hun set nogle gode afsides vinduespartier bagved hvor hun kunne hvile sig, og hvor hun kunne vente ugeneret.
Hun gik dybere ind i butikken, med maden i hånden, og fandt vinduespartiet. Solen bagte skråt ind af vinduerne og krogen var varm og tom. Hun fandt den ene plads i skygge og satte sig mens hun så ud af vinduet. Hotdogen lå på servietten foran hende på bordet.
Hun var vågnet op til en rolig morgen. Hun skulle først møde på eftermiddagsholdet og havde ingen andre planer end morgenrutinerne. Efter morgenmaden lige før løbeturen, mens hun stod i entreen i løbetøjet, ringede det på døren. Herefter tog dagen en uventet drejning.
Det var et bud med en pakke og et brev. Hun signerede for modtagelsen, lukkede døren, og begyndte at læse. Det var hverken officielt eller personligt. Det var forseglet, og adressen skrevet i hånden. Afsender var der ingen af. Inden i konvolutten lår der en papirseddel hvorpå der stod tre linier med tekst.
Hurtigt tog hun penge og betalingsmiddel i løbejakken, puttede pakken i løberasken og begyndte at løbe stadig med brevet i hånden. Nu sad hun endelig ned.
Tasken stod ved hendes side. Hun så ned på sine sko og lod øjerne følge kanten af vinduespartiet og videre ud langs perronen, langs sporene ud mod horisonten. I det fjerne så hun et lokomotiv direkte forfra. Varmen flimmer over skinnerne.
En hurtig bevægelse lige på den anden side af vinduet fangede hendes opmærksomhed og hun drejede hovedet. Det var en parkeret cykel der væltede. Naturligt fandt øjnenes fokus på den næste perron, hvor en ung mand vende sig om.
På perronen
Han vendte sig om mod pigen i den blå jakke med rygsækken på perronen. Hans blik bevægede sig fra pigens hoved, langs sporet ud mod horisonten. Et tog kom kørende langt væk i det fjerne. De stod ansigt til ansigt.
Hun havde sten i venstre øre som funklede i solens stråler, som hun gik frem mod ham. Hun trådte ind i hans skygge, missede op mod solen og smilede til ham. Hun var ung som ham i begyndelsen af 20’erne. Og de var meget involveret i hinanden i en række af begivenheder som havde ført dem her til.
Han var sur og meget forurettet. Faktisk havde han aldrig nogen sinde i sit liv været så rasende. Havde det ikke været fordi han holdte af hende og så selvfølgelig fordi han havde alt involveret i denne sekvens af alvorlige begivenheder, havde han råbt og skreget. Sparket på stationens inventar, og svinet hende til. Han ville have tabt fatningen. Det gjorde han ikke nu, for hele hans liv afhang af at han handlede.
Hun rakte hånden frem mod ham. Samtidig med, han tog imod den venlige gestus, lod han igen øjet følge sporet og blikket kravlede op mod horisonten. Han så godstoget, men gjorde sig ingen overvejelser, det var han alt for meget i vildrede. Han tog et sidste skridt.
Nu kunne han se hvor alvorlig og oprevet hun var. Hun virkede fattet men samtidig flakkede hendes øjne til siderne.
Hun var kommet til stationen fra sin lejlighed. Hun var blevet færdig med oppakningen hurtigere end hun regnede med og havde ringet til ham fra stationen. Han var kommet hurtigt. De havde været væk fra hinanden i mindre end en time.
Det var første gang de skiltes, men de havde også lige mødt hinanden. Han havde tigget og bedt om at komme med, men hun havde insisteret på at pakke sine ting alene, mest fordi det var et princip for hende. Hun pakkede sine ting alen når hun skulle væk.
Deres forhold havde udviklet sig hurtigere end hun brød sig om. De havde kendt hinanden i to dage og var allerede bundet sammen med masser af følelser og meget mere.
Han var kommet op på perronen, som aftalt, men havde vendt sig om og gået tilbage mod trapperne. Han havde ikke kunnen genkende hende i rejseudstyret. Hun havde råbt hans navn. Og gik ham i møde, mens han smilende alvorlig og vente sig om.
Hun var blevet forelsket i ham og nu skulle hun rejse. De var gode sammen rigtig gode sammen og de havde oplevet succes.
Hun var fyldt af deres forhold og – måtte hun indrømme – lige nu kunne hun ikke forestille sig livet uden ham. Men hun vidste også at separation styrker forholdet.
Automaten
Han stod lidt og så på billetautomaten. Automaten var lige til: Vælg destination, vælg billettype, ønskes kvittering ja eller nej. Mens automaten udskrev billetten og kvitteringen så han sig om i banegårdshallen og overvejede om han skulle købe noget at drikke i kiosken, da den gled ind i hans synsfelt.
I kiosken stod en genkendelig skikkelse. Hun stod i kiosken og bestilte noget at spise. Han så ofte gamle relationer når han var på hjemegnen. Når det viste sig at være nogle han havde kendt eller gået i klasse med viste det sig ofte at de ikke havde meget at tale om.
Banegården havde været igennem en omfattende renovering og interiøret var robust og varigt med stenbænke og flisegulv med små stålmarkeringer af fodgængerruter ilagt i gulvet. På væggene langs gulvet løb tre striber i pastelfarver, og mellem udgangsdørene til perronen krøb striberne op ad vægen mod loftet, hvor de forsvandt før de nåede loftet.
Han havde 25 min. til afgang og han overvejede hvad han skulle give sig til. Han vil finde perronen og vente der. På vej op, med hovedet i niveau med perrongulvet, så han at spornumrene ikke passede og i samme øjeblik genså han hende!
Hun stod der missende mod solen med øjne på klem længere fremme på perronen i alvorlig samtale. Hun virkede som altid engageret. Hun stod der, talende, alvorlig, pæn med mediumtung oppakning. Han kunne ikke huske andet end gode oplevelsen.
Når man var sammen med hende gik alting ligesom lidt stærkere. På en eller anden måder forstærkede hun begivenhederne. Der sket mere i hendes liv end i andres. Han standsede, ventede, for han ville ikke afbryde deres samtale.